Rhône
Rhône-vinene
er nogle af de mest undervurderede i Frankrig - ja formentligt i verden.
Det er
bemærkelsesværdigt, for i tidligere tider blev de bedste
Rhônevine anset for verdens bedste. Men når sandheden
skal frem, så er der også blevet produceret mindre
god vin
under appellationen Côtes du Rhône. Men det bliver mindre
og mindre, eftersom markedet i dag efterspørger kvalitet i
langt højere grad end tidligere.
Mange
forbrugere er ikke klare
over, at "Rhône"-vine er meget andet og mere end
"Côtes-du-Rhône". Eksempelvis laver man i
Côte-Rôtie, Hermitage, St-Joseph, Cornas, Vacqueyras,
Gigondas og Chateauneuf-du-Pape imponerende rødvine, alle
Rhônevine, men meget bedre end "Côtes-du-Rhône".
Man
bør i omtalen af Rhône adskille det nordlige og det
sydlige Rhône. Mod nord ligger bl.a. Coindrieu (hvidvin på
den sjældne Viognier
drue) samt Côte Rôtie, Hermitage, Crozes-Hermitage,
St.-Joseph
og Cornas, som alle laves på 100% Syrah - Côte
Rôtie dog tilladt tilsat lidt Viognier. Mod syd ligger bl.a.
Châteauneuf-du-Pape, Gigondas, Vacqueyras, Tavel og Lirac og de
bedste områder for generisk Côtes-du-Rhône. Disse
rødvine laves på en blanding af flere druer, med
Grenache som den dominerende.
Der er
ingen "Cru"-klassificering i Rhône - det er markedet,
der styrer her. Og verden er ved at få øje på
Rhône igen, så priserne er desværre på vej
op. Det
er stadigt billigt, men man skal kende producenterne
eller kunne stole på sin vinhandler.
Nogle
udvalgte appéllationer
i Rhône:
Nordlige
Rhône: Côte-Rôtie, Hermitage, Cornas, Saint-Joseph
og Crozes-Hermitage:
Hele det
nordlige Rhône vinområde er beliggende på meget
stejle skråninger ned mod floden. Pasningen af vinmarkerne og
høsten er derfor ekstremt arbejdskrævende. Men regner
f.eks. med 7 gange så mange mandetimer til at genplante en mark
i nord- som i syd-Rhône. Tilsvarende er de årlige
arbejdsopgaver, med opbinding, beskæring, høst etc.
langt mere arbejdskrævende end i syd, og vinene bliver derfor
uundgåeligt dyrere i nord.
Heldigvis
giver de stejle skråninger også nogle unikke
voksebetingelser for Syrah-druen, og
derfor finder man her det område for dyrkning af ren
Syrahbaseret vin, som alle verdens Syrah-vin-producenter måler
sig op imod.
mange andre
steder, f.eks i Australien, kaldes Syrah.druen "Shiraz".
Men selv om det er samme drue, får den som oftest et helt andet
udtryk. Det skyldes især Rhône-områdets
granit-jordbund og ikke mindst de meget stejle skråninger, som
stokkene vokser på. Skråningerne giver dels stort
solindfald, så druen kan trives så langt mod nord, og
styrkes af kølige nætter, dels uovertruffen dræning.
Côte-Rotie
kan oversættes til "Den ristede Skråning".
Appellationen ligger på stort set utilgængeligt stejle
skråninger lige oven for den lille by Ampuis. Vinmarksvandring
her kan ikke tilrådes - det er decideret livsfarligt.
Vinen er
lavet på Syrah, men det er tilladt at iblande lidt Viognier i
vinen. I praksis sker det dog ikke altid, måske endda sjældent.
Området
omtales ofte som to skråninger, "Côte Brune"
nordligst og "Côte Blonde" lige syd for, men begge
sydvendte. Det er dog meget sjældent at disse lokaliteter
oplyses på etiketten, og ofte er vinen også en blanding.
Côte
Rotie siges at adskille sig fra Hermitage ved sin parfume,
hidrørende fra Viognier-druerne, men årsagen skal nu nok
søges i terroir'en.
Hermitage
(undertiden stavet "Ermitage", men H'et er jo også
stumt) er en af Frankrigs kraftigste vine og blev for knap 150
år siden betragtet som kvalitetsmæssigt på
højde med Bordeaux 1. cru. Det er massiv frugtkoncentrat
på flaske og kan vel næsten forveksles med stor portvin.
Med alderen smider den den voldsomme tannin, men frugten består
i evigheder.
Hermitagevin
produceres på en enkelt utroligt imposant og smukt beliggende
skråning i byen Tain, 45 km længere nede ad floden
på dennes venstre bred, men vendende stik syd. Udsigten til
marken fra den modsatte bred - fra byen Tournon - med
eftermiddagssolen i ryggen er ikke mindre imponerende.
Skråningen er inddelt i "climats", dvs ganske
små (og for menigmand usynlige) distinkte parceller. Druen i
vinen er 100% Syrah.
Crozes-Hermitage:
De fleste
Hermitage-producenter laver også Crozes-Hermitage oven for
Hermitage-bakken og langt ind i baglandet på østsiden af
floden. Andre små producenter laver udelukkende Crozes, og her
kan der være fund at gøre, især for mange nye
talenter har slået sig ned her. Vinene er meget billigere end
de 3 "store" ovenfor nævnt appellationer, men
kvaliteten aftager naturligvis oppe på det flade land.
Crozes-Hermitage
kan opdeles i to områder. Mod nord domineres terrænet af
granitskråninger med småbitte pletter med ofte gamle
vinstokke i vild forvirring, mens der på Les Chassis sletten
mod syd er fladere land, med sand og granit , som naturligvis
gør arbejdet meget lettere - og markerne mere velordnede.
De nordlige
vine karakteriseres af rød frugt og diskrete, lidt benede
tanniner og behøver 3 - 4 år for at bløde op. De
sydlige vine er ofte flatterende charmører med voldsom sort
frugt i det første hvalpefede år, og senere - efter ca.
4 år starter de et helt nyt liv, hvor egetræsfadenes
lagring krydrer den store Syrahsmag.
St.-Joseph
starter sammen med den lille, men vidunderlige hvidvinsappellation
Condrieu syd for Côte Rotie, men strækker sig (i
modsætning til Condrieu) hele vejen - 65 km - ned langs flodens
vestlige bred, helt ned til Cornas. Her er der virkelig forskel
på kvaliteten, afhængigt af såvel producenten som
terroir'en i det meget langstrakte område.
St.-Joseph
bør ligesom Crozes-Hermitage ses som to områder - det
gamle mod syd fra området over for Hermitage til Cornas og det
nordlige, som kom til i 1969, omkring Chavanay. De sydlige, dvs fra
byen Vion og ned til Cornas appellationen - og især omkring
byen Mauves - regnes som de bedste; smidige og føjelige, dog
med mere strenghed omkring Tournon. De nordlige domineres af
mørk frugt, læder og peber. Årgangene kan sagtens
give forskelligt indtryk på de to regioner, da de nordlige
høstes senere. Se Domaine Bernard Gripa
og Domaine Durand.
En glemt
hemmelighed er, at der i Saint-Joseph laves fremragende
Marsanne-baserede hvidvine. Ikke at forveksle med de lidt sydligere
Roussanne-baserede hvidvine fra Saint-Peray - som kan være
mousserende på Champagne-metoden.
Cornas
(udtales med s'et, selv om et sådant s normalt er stumt på
fransk):
Cornas er
måske den bedste af de "glemte" appéllationer
i verden. Det er et lillebitte område, ligesom Hermitage og
Côte-Rôtie, men på trods af, at der i Cornas
produceres de allerkraftigste og "sorteste" vine i hele
Frankrig, endda af nogle af de dygtigste vinmagere, så er
appéllationen nærmest glemt af alle andre end de lokale
samt virkelige kendere. Måske har stilen ikke været
moderne: Sort, kraftig, tanninrig gemmevin, men med de mange
oversøiske marmelade-shiraz'er på markedet synes
interessen for den ægte vare så småt at være
ved at stige igen. Cornas er naturligvis ikke helt billig vin, men
sammenlignet med priserne på naborne Côte-Rotie og
Hermitage er det et langt bedre køb at købe Cornas fra
en af de mange dygtige producenter. Hvis man kan finde det.
Man skal
dog være opmærksom på, at på trods af (eller
måske som følge af) de mange dygtige producenter,
så er stilen hos de forskellige producenter meget forskellig.
Vinene har kraften til fælles, men derudover er forskellene
store pga. de forskellige familiers forskellige meninger om,
hvorledes god vin skal produceres. Der er modernister,
traditionalister, eksprimenterende, selvlærte, uddannede,
lyttende, og "jeg ved bedst"-typer i en stor
pærevælling i den lille by, og debatterne går
livligt for sig om hvad der er den"rigtige" metode i
Cornas. Og da vinene modnes meget langsomt, bliver debatterne
først afgjort efter 10-15 år, hvor alle har glemt, hvad
sagen drejede sig om. Alt dette er dog bare en charme ekstra og
bør ikke afskrække forbrugeren. Men det gør det
nok alligevel.
Se Domaine
Lionnet og Domaine Durand.
Syd-Rhône:
Mellem
nord- og syd-Rhône vindistrikterne er der 54 km land uden vin.
Terræn'et, klimaet, byggestilen og ikke mindst temperaturen
skifter dramatisk på de 54 km. Det samme gør vist
også menneskenes temperament. Mod syd breder landskabet sig ud
i en slette med mange småbakker, flankeret af bjergene
Montmirail mod øst med de karakteristiske
"denteller", en klippeformation, som ligner tænder,
på toppen. De bedste vinmarker ligger i bæltet Gigondas,
Vacqueyras, Châteauneuf-du-Pape, Lirac, Tavel. Mod nord desuden
en række landsbyer, hvor især Rasteaus, Cairannes og
Sablets dygtigste vinmagerne laver rigtig gode
Côtes-du-Rhône Village vine.
Mens
Nord-Rhône er Syrah-land, så er Syd-Rhône Grenache-land.
Ikke forstået således, at man laver vin på ren
Grenache, for Grenache er en drue, der bedst egner sig til at blive
blandet. Vin på ren Grenache er alkoholrig, syrefattig og
"varm", men mangler struktur, rygrad og finesse. Derfor
blander man altid andre druesorter i vinen, og i dette område
især Syrah og Mourvèdre - hvilken er især
afhængigt af terroir'en (terrænnet, jordbunden,
soleksponeringen og mikroklimaet), men det er dog sjældent, at
der slet ikke er Syrah i en klassevin. Mourvèdre giver
modstandsdygtighed over for iltning - et problem med Grenachevine -
men vinstokken kræver en sydvendt ikke for tør mark,
beskyttet mod vind og med lerholdig jord, og det finder man ikke alle
steder. Mourvèdre tilfører vinen en aroma af skovbund,
læder, trøfler, champignon og bark, hvorimod Syrah giver
duft af peber og typisk smag af bærfrugt, kaffe, røget
tjære og hickory træ.
Smagselementer
for Grenache beskrives typisk som kirsebær, brombær,
hindbærmarmelade, peber, lakrids og ristede peanuts.
Châteauneuf-du-Pape:
Der er
ingen tvivl om, at dette er kongen af Syd-Rhône. I
Châteauneuf-du-Pape er det tilladt at bruge ikke færre
end 13 forskellige druesorter (hvoraf 5 er hvide druer) til
rødvin, men i praksis anvendes oftest langt færre. Til
hvidvin er 6 forskellige sorter tilladt. Hertil kommer, at jordbunden
skifter utroligt i Châteauneuf-du-Pape. Som følge heraf
er det umuligt at beskrive, hvorledes en typisk
Châteauneuf-du-Pape vin smager. De er om muligt endnu mere
forskellige end Cornas'erne, jævnfør ovenfor, men
altså af helt andre årsager.
Mange har
den opfattelse, at alle vinmarker i Châteauneuf-du-Pape er
dækket af rullesten "galets". Det er dog langt fra
tilfældet, men de eksisterer dog. Hvor meget de bibringer vinen
smagsmæssigt er til debat, men ingen tvivl om, at det er godt markedsføringsmæssigt.
En
Châteauneuf-du-Pape kommer fra én af fire mulige kilder:
Fra en lille vindyrker med egne marker og egen vinifikation, fra et
stort slot ligesom i Bordeaux, fra en negociant, som køber
druerne eller vinen fra forskellige vinbønder og laver sin
negociant-vin, eller fra et kooperativ. Der er gode og mindre gode af
dem alle, men kenderne undgår som regel kooperativerne, er
skeptiske over for negociant'er, vælger slottene, hvis man ikke
vil risikere noget, og vælger de små vinbønder,
hvis man skal opleve noget rigtigt spændende. Se Domaine
Giraud.
Gigondas (udtales
med s'et, selv om et sådant s normalt er stumt på fransk):
På
trods af - eller måske netop fordi - Châteauneuf-du-Pape
er svær at sætte i bås, siger man, at Gigondas er
den vin, der ligner Châteauneuf-du-Pape mest, og at det er
svært at skelne mellem de to. Gigondas kan ligesom Châteauneuf-du-Pape
være en massiv vin, men den kan også være
frugtagtig og fuld af finesse og kompleksitet. Peber, sorte
kirsebær, blåbær, solbær. Se Domaine
des Espiers .
Vacqueyras
(udtales med s'et, selv om et sådant s normalt er stumt på
fransk):
Byen
Vacqueyras er naboby til Gigondas og ligger på
Châteauneuf-du-Pape-siden af Gigondas, men adskiller sig
stilmæssigt alligevel fra de to andre. En typisk Vacqueyras
rødvin er fyldigere og mere rustik og tanninholdig, men har
mindre kompleksitet og finesse end de to andre. Aroma af røde
og sorte bær og oliven. Absolut mundfyldende. Se Domaine
Le Couroulu .
Ligesom i
Châteauneuf-du-Pape laves der også hvidvin i denne appéllation.
Til
Domaine Le Couroulu's rødvine fra Vacqueyras
Til
Domaine des Espiers - Gigondas
Til
Domaine Giraud - Châteauneuf-du-Pape
Til
druebeskrivelserne
