|
I Vinhuset Les
Cépages satser vi på at finde de bedste producenter,
hvis vine er til at betale, i hver appellation. Sådanne
producenter er næsten altid små familiedrevne
"domainer" - men det er kun godt, for så er de
uinteressante for store importører.
Kvaliteten -
og det unikke - kommer fra talentet, ikke fra store vinfabrikker. Og
det behøver ikke være særligt dyrt - men discount
bliver det heller ikke. Ofte er vinene unikke, men vi lægger
også stor vægt på deres typicitet for appellationen
("appellation" = det lokale og af myndighederne godkendte distrikt).
Lad os gå
geografisk frem. Vi starter med Frankrig, nærmere
bestemt i Chablis, lidt øst for Paris, og bevæger os med
uret rundt.
Chablis er en
del af Bourgogne. Her laves alle
vine på Chardonnay. I
Chablis er der to skoler: Der er dem, som fadlagrer vinene, og dem,
der ikke gør det. Blandt de sidstnævnte er Louis
Michel kongen. Han laver den mest klinkende klare veldefinerede
Chablisvine, man kan tænke sig. Desuden laver han Chablis i
alle kvaliteter, fra Petit Chablis, til de fornemste Grand Cru'er,
Vaudesirs, Les Clos og Grenouilles. Det bliver bare ikke bedre.
Inden vi
fortsætter sydpå tager vi en afstikker mod nordøst
til Alsace, det nærmest Danmark
liggende franske vindistrikt.
En klog mand
har engang sagt, at her laver man tysk vin på fransk
manér. Druerne er de samme som i
Tyskland, Sylvaner, Riesling, Pinot Blanc, Pinot Gris,
Gewurztraminer, Muscat, Pinot Noir. Læs evt. mere om druerne
på vores side om druesorter.
I den nordlige
del af Alsace ligger byen Dambach-La-Ville, kendt for sine flotte
Riesling og Pinot Gris vine. Pinot Gris blev tidligere kaldt
"Tokay" - ikke at forveksle med den ungarnske vin med samma
navn. I Dambach hedder omtrent halvdelen af vinbønderne
"Beck". Vinhuset Les Cépages' leverandør
hedder Gilbert Beck, og hans vinhus
hedder "Domaine du Rempart".
Han laver naturligvis - som det er kutyme i Alsace - mange
forskellige cuvéer, og vi vil især anbefale Riesling,
Pinot Gris og Gewurztraminer. Superkvalitet til en meget gunstig
pris. Af hensyn til økologien produceres der efter
"Culture Integrée - Tyflo" - metoden, så
naturens ligevægt opretholdes på markerne. Utallige er de
flotte anmeldelser i Guide Hachette, som Gilbert Becks vine har fået.
Længere
sydpå i Alsace finder man den lille
landsby Pfaffenheim, Her residerer den anden af Les Cépages
Alsace-leverandører, den kolossalt karismatiske Pierre
Frick, som er foregangsmand for biodynamisk vindyrkning. Hans
Sylvaner-vine er især bemærkelsesværdige. Ingen kan
lave så flotte Sylvanervine som Pierre Frick. Men hele paletten
er nu usædvanligt flot, og Pierre Frick er da også en af
Robert Parkers favoritter. Pierre Fricks karisma kommer især
til udtryk, når han laver smagninger for sine kunder. Medmindre
gæsterne protesterer, bliver smagninger her udført
blindt - og hvor kan man gå i vandet, det er bare helt
utroligt, men en smagning her kan alligevel ikke anbefales varmt nok.
Et par
hundrede kilometer længere mod sydvest finder vi Bourgognes
fornemste område, "Côte d'Or", hvor
rødvine laves på Pinot Noir,
og hvidvine på Chardonnay.
Vi møder Pierre Boillot
på Domaine Lucien Boillot et Fils,
et førende hus i Gevrey-Chambertin.
I kommunen Gevrey-Chambertin er det ellers med at være på
vagt - der laves desværre megen middelmådig vin pga., at
det eftertragtede kommunenavn sælger vinen helt af sig selv.
Men hos Pierre er kvaliteten himmelhøj - en pryd for den
berømte kommune. Og så laver Pierre i øvrigt
også fremragende Nuits Saint Georges
1. Cru (i meget små mængder), samt Volnay
1. Cru.
Længere
sydpå, i den lille kommune Ladoix, finder vi Capitain-Gagnerot,
kendt for sine klassiske landlige Bourgogner fra Ladoix,
hvor domainet har været foregangsdomaine i generationer, fra Corton,
hvor man også er trendsætter, samt fra Savigny-Les-Beaune,
hvor man laver en forrygende 1. cru, som er et fund til prisen.
Endelig producerer man en fremragende Echezeaux
- altid et godt Grand Cru køb, fordi amerikanere og japanere
ikke kan udtale navnet - det holder prisen nede, omend Grand
Cru-status'en trods alt gør, at det kun kan blive vin til
særlige lejligheder.
Videre
sydpå i Bourgogne, nærmere bestemt i kommunen Pommard,
kan man finde Jean-Louis Moissenet-Bonnard,
hvis vine er højt præmierede. Jean-Louis laver en
perlerække af forskellige Pommardvine af forbilledlig
topkvalitet, som rives væk af kendere i såvel Frankrig
som Danmark. Derfor er det desværre ikke altid, at vi har alle
cuveer på lager, så hold øje med denne hjemmeside.
Jean-Louis's vine er alle ufiltrerede.
Vi
fortsætter vor rejse sydpå, og i Rully
- vi er nu i Côte Chalonnaise - finder vi Domaine
Saint Jacques, hvis 1. Cru Rully'er - røde som hvide
- har fået forrygende anmeldelser i den mest estimerede
vinguide "Guide Hachette". Indehaveren Christophe-Jean
Grandmougin er en ung mand, som for en halv snes år siden tog
over fra sin far, og som med rette kan være stolt af
resultaterne. Og så er prisen endda særdeles overkommelig.
Endnu
sydligere forlader vi Bourgognes rødvinsområde og
bevæger os ind i hvidvinslandet Mâcon.
Her finder vi en af de allerdygtigste producentfamilier i hele
Bourgogne, nemlig Jean Thevenet og
hans søn Gauthier. Deres hvidvine er lavet af absolut
fuldmodne druer (der høstes altid senere end alle andre) fra
nogle af de allerbedste marker i Mâcon. Anvendelse af
sprøjtemidler ser man på med foragt, og tilsammen
gør alt dette, at vinene er utroligt fyldige og velsmagende.
Familen er foregangsmænd i appellationen Viré-Clesse,
men læs mere om det på præsentationssiden for
vinene fra familien Thévenet.
Det er en god historie.
Igen
bevæger vi og lidt sydpå - ikke langt - og finder Domaine
Nadine Ferrand. Her laves hvidvine fra Solutre,
Saint Veran og Pouilly Fuisse. Stilen er mere traditionel end
Thevenets, kvaliteten er i topklasse, og priserne er i den lave ende
for appellationen. Det er Bourgogne dagligvin - dog bortset fra
Pouilly-Fuissé, som naturligvis er noget særligt.
Som rosinen i
pølseenden, lige inden vi forlader Bourgogne og bevæger
os umærkeligt ind i Beaujolais, finder vi Domaine
des Duc, som foruden sin helt ekstraordinært fremragende
Saint Amour rødvin (Beaujolais Cru), laver en fremragende Pouilly-Loché
til en eventyrlig lav pris. Den kan kun anbefales.
Beaujolais
er ikke bare Beaujolais, selv om al rødvin her er lavet
på samme druesort, Gamay. Vort råd er: "Undgå
Beaujolais Nouveau, vær lidt skeptisk over for Beaujolais,
prøv Beaujolais Village, når det bliver budt, men
køb Beaujolais Cru". Der er 10 Beaujolais Cru'er, og
Vinhuset Les Cepages har dem alle - og endda fra nogle af de
allerbedste producenter. Lad os fortsætte vores rejse - fra
nord til syd:
Domaine
Des Duc laver verdens bedste Saint-Amour
- derom er der slet ingen tvivl - og en af de bedste Chénas'er.
Kåret som nr. 1 og 2 i Smag & Behag's store
landsdækkende konkurrence i 2008 om af finde Danmarks bedste
Beaujolais Cru vine. Intet under, at disse vine rives væk fra
vores hylder.
Når vi
taler om Chénas, så ligger
den formentligt allerbedste producent af Moulin-à-Vent
- og af Chénas - i byen Chenas,
højt oppe på en klippehylde med storslået udsigt
over den nordlige del af Beajolais Cru området. Det er familien
Joseph, som driver deres "Le
Vieux Domaine". Dette domaine har fået
hædersbevisninger - bl.a. adskillige Coup de Ceur i Guide
Hachette - så hyppigt, at de overfyldte trofæ-vægge
dårligt kan nå at komme i orden igen, inden de næste
dukker op og forstyrrer billedet. Vinene er kraftige på grund
af de skrånende marker med megen solindfald. Og desuden er det
gemmevine. 10 år er helt OK.
Mod vest
ligger Juliénas, hvor man
desværre må sige, at kvaliteten af producenterne generelt
er lavere end i resten af Beaujolais Cru området. Men der er
dog undtagelser, og en sådan er Domaine
des Chers, hvor Jacques Briday laver en frugtbombe af en
Julienas fra gamle vinstokke. Også topscorer i Smag &
Behag's store landsdækkende konkurrence i 2008.
I byen
Romaneche-Thorins er det umuligt at undgå at nævne
firmaet Georges Dubeuf. De laver fine Beaujolais'er og Baujolais
Cru'er på deres enorme fabrik (ja - gigantiske), men selv samme
cuvée er ikke nødvendigvis det samme materiale, hver
gang man bestiller. De blander efter ordre, og de vine, der
eksporteres til Danmark, er "tilpasset danskernes smag og
måske "oven i købet" årstiden"
(citat). Desuden sælger man vinene under mange forskellige
etiketter (læs fup-domainenavne, som slet ikke eksisterer), for
så kan man have flere importører i hvert land. Noget
sådant er ikke Vinhuset Les Cépages' stil - sådan
handler vi ikke, og sådan vin ønsker vi ikke. Men Dubeuf
producerer omkring 50% af al Beaujolais - ikke underligt, at
fabrikken er stor og f.eks. har egen jernbanestation. Men deres
museum er værd at besøge, og vinene kan altså ikke
kaldes dårlige, trods alt.
Så vil
vi - i samme by - hellere købe vin hos Jacques
Janodet på Domaine Les Fines Graves.
Her får man den mest charmerende Moulin-à-Vent,
man kan tænke sig. Helt anderledes end Le Vieux Domaine, men
lige så himmelhøj kvalitet. Til ren røverkøbspris!!
Nabo til
Moulin-à-Vent er kommunen Fleurie.
Formentligt den mest berømte, og i hvert fald mest
efterspurgte Beaujolais Cru. Og med rette. Og den allermest
efterspurgte producent er Michel Chignard,
som bor i Fleurie's østlige udkant, hvor vinene er kraftigere
end i den vestlige side. Man taler faktisk om to Fleurie-typer, og
her hører Chignards vine altså til den kraftige type.
I
modsætning hertil finder vi mod vest Domaine
Passot's Fleurie Vielles Vignes, som på grund af
geografien (franskmændene siger "terroir") er den
elegante version af Fleurie. Helt anderledes end Chignards og en del
billigere, men bestemt ikke dårligere, blot anderledes.
Passot laver
ikke bare Fleurie, faktisk laver familien flere Cru'er, nemlig
Morgon, Chiroubles og Regnié. Chiroubles
er den letteste og mest feminine af Beaujolais Cru'er. En rigtig
charmebasse, når den er lavet af en så fremragende
producent som ægteparret Passot. Der er i øvrigt flere
producenter under navnet Passot, men de er alle gode, og i familie.
Regnié
er den billigste af Beaujolais' cru'er - og den sidst tilkomne. Det
vil sige den sidst udnævnte Cru. Det skete i 1988. For os er
toppen af Regnié Passots udgave. Et rigtigt godt køb.
Klassisk Beaujolais Cru, og helt sin egen, men den når dog ikke
f.eks. Fleuries højder eller Morgons egenart eller
Moulin-à-Vents gemmepotentiale eller Chiroubles feminine
elegance, men hvad Regnié mangler af sådan egenart har
den til gengæld i den umiddelbare charmerende enkelthed og ikke
mindst klassiske Beaujolais-karakter. Det er således i
høj grad både en vin for kendere og for begyndere.
Morgon
er noget helt for sig selv. Selv om Passot laver en aldeles
fremragende Morgon, har vi dog valgt at købe Vinhuset Les
Cépages' Morgon hos den ubestridte konge af Morgon, Domaine
Desvignes. Familien Desvignes har produceret Morgon vine i 8
generationer i den charmerende lille vinby Villie-Morgon.
I dag drives
virksomheden dygtigt af far Louis-Claude og datter Claude-Emanuelle.
Faktisk hedder alle generationer Claude, uanset køn.
Vinene er helt
suveræne - det absolut bedste i Morgon - og
verdensberømte. Masser af saftig og fyldig blommefrugt og
"morgonisering" - som er et helt specielt begreb i
Beaujolais, som definerer den specielle smag, som den vulkanske
terroir i Morgon giver vinen, især når den ældes.
Man reklamerer
ikke meget hos Desvignes - f.eks. sender man ikke vine til Guide
Hachette. "De er ikke seriøse nok. De tror, at Beaujolais
skal være hurtige bællevine", siger Monsieur.
"Hvis de vil anmelde vore gemmevine, må de selv købe
dem". Sådan!
Helt nede mod
syd i Beaujolais Cru-regionen finder vi de to appellationer Brouilly
og Côte de Brouilly. De lyder ens, men det er de på
ingen måde. Brouilly er lavland og ret fladt, men midt i dette
område rejser sin en mægitg gammel vulkan,
"Côte de Brouilly". De to meget forskellige
"terroir'er" giver de to appellationer helt forskellig
karakter. Brouilly er den bløde og føjelige, mens
Côte'n er mere rå og kantet, men til gengæld lagrer
rigtig godt.
Benchmark-vinene
i dette område er helt ubestridt Château
Thivin's cuvéer. Claude Geoffray residerer her - midt
på vulkanens stejle bjergside - med sin familie - herunder en
pragtfuld ruhåret vovse, som følger med i det hele.
Markernes jord er sort af vulkanske mineraler, hvilket giver
Côte-de-Brouilly'en sin karakter. Det er især denne vin,
som har skaffet berømmelsen - for Château
Thivin er berømt i vinkredse - men man skal ikke overse
husets Brouilly. Den er således meget mere tilgængelig i
de yngre år end Côte'n, som skal gemmes nogle år. |
|
Italien
har næsten lige så stor en vinproduktion som Frankrig, og
er dermed verdens næststørste vinland. Kvaliteten af italiensk
vin er de senere år forbedret markant, og det afspejler
sig i vinenes popularitet i Danmark.
Der er ingen
tvivl om, at Piemonte og Toscana fører an i kvalitet, omend
det er vort indtryk, at kvaliteten i Toscana er mere stabil end i Piemonte.
Mest
populær i Danmark er imidlertid Amarone, som dog er så
voldsom en bulderbasse, at den kan være vanskelig at sætte
til mad - måske lige undtaget dansk juleand med rødkål.
Amarone kan
være voldsomt dyr, men Vinhuset Les Cépages forhandler
en dejlig Amarone "Vivaldi", som altid scorer flot ved
smagninger, og som er overkommelig i pris.
Meget
længere sydpå, i Toscana, laves vinene på Sangiovese
druer. Der er godt nok flere underarter, f.eks. Brunello i Montalcino
og Prugnolo i Montepulciano, men det er alt sammen Sangiovese. Dog er
det tilladt at krydre en lille smule med andre druer i Montepulciano,
og det bidrager til at give Vino Nobile di Montepulciano
sin egenart. Foruden Brunello di Montalcino og Vino Nobile di
Montepulciano laves der i Toscana Chianti Classico i samme høje
kvalitetsniveau - også på Sangiovese.
Mærkeligt
nok er Toscana det eneste sted i verden, der produceres kvalitet med
Sangiovese. Man siger, at druesorten "rejser dårligt".
Det samme er i øvrigt tilfældet med Gamay (Beaujolais)
og Pinot Noir (Bourgogne).
Vinhuset Les
Cépages importerer en af de allerbedste - måske den
allerbedste - Vino Nobile di Montepulciano. Det er Cantina
La Casella - eller bare "La Casella".
Der produceres tre røde vine her, "Vino Nobile di
Montepulciano Riserve", "Vino Nobile di Montepulciano"
og "Vino Rosso di Montepulciano". Forskellen ligger dels i
vinstokkenes alder, dels i lagringstiden på store
egetræsfade inden salg.
Ikke langt
vest for Montepulciano ligger Montalcino, hvorfra Vinhuset Les
Cépages importerer Brunello di Montalcino fra Cantina
La Fortuna, eller bare "La Fortuna".
Stilen er her duft og elegance, karakteristisk for området
lige nord for byen Montalcino. Også her har man en
"Rosso" - med samme filosofi som i Montepulciano, yngre
vinstokke og kortere lagringstid i fade, men stadig Sangiovese.
Brunello-vinene
er blevet verdensberømte på forholdsvis kort tid.
Således nævnes hverken Brunello di Montalcino eller Vino
Nobile Di Montepulciano slet ikke i teksten i Hugh Johnsons "Den
Store Vinbog", udgave 1971, men begge byers beliggenhed er dog
angivet på et kort i bogen. Derimod nævnes Chianti, en
spinkel vin, som endelig ikke må forveksles med Chianti Classico.
Forskellen
på Vino Nobile og Brunello er som oftest - og i hvert fald hvad
angår Vinhuset Les Cépages vine - at Nobilen er den mest
strukturerede og faste i karakteren, mens Brunello er blødere
og rundere. Hvad der er "bedst", er en smagssag, men
Brunello er dyrest, det ligger fast.
Helt nede mod
syd - på Italiens hæl - kan man gøre forbavsende
vinfund. Måske ikke den storslåede topkvalitet, men
særdeles meget for pengene. Det er italiensk
dagligvin par excellence. Forklaringen skal nok søges i
den meget billige arbejdskraft, der findes på stedet.
Vinhuset Les
Cépages forhandler to sådanne vine, der begge i
blindsmagninger i pressen i ind- og udland er blevet bedømt
til at skulle koste 3 - 4 gange den reelle pris. Det drejer sig om
vinene "Mezzomondo
Negroamaro" (sidstnævnte er navnet på druesorten) og "Trevini
Primo", som er lavet på druesorterne Merlot og Primitivo.
Verdens
trediestørste vinland er Spanien.
Herfra -
nærmere bestemt Penedes nær Barcelona - importerer
Vinhuset Les Cépages vine fra Mas
Comtal, og særligt dagligvinene (rød, hvid
og rosé skal fremhæves. De er utroligt gode køb
til prisen, og rosévinen
er flere gange præmieret og udnævnt til Spaniens bedste rosévin.
L.A.
Cetto er Mexico's førende vinhus. Det blev startet i 1926
af den italienske immigrant Angelo Cetto. Ønolog Camillo
Magoni, som kom til virksomheden fra Italien i 1965, blev
udnævnt til ÅRETS VINBONDE i "Vinbladet" marts 2005.
Den
berømteste vin fra huset er "Nebbiolo Private
Reserve", lavet på de samme druer som vinene fra de
italienske Barolo og Barbaresco, men et langt bedre køb til
prisen. Udnævnt til femstjernet (af fem mulige stjerner)
"fundvin" i "Vinbladet".
Men ee to
øvrige cuvéer kan også. Petite Sirah blev
guldmedaljevinder i BT i juli 2007 og Zinfandel blev nummer fire.
__________________________________
|
|
Hermed
forlader vi Beaujolais, men fortsætter sydpå, ned i Rhône
dalen. Den nordlige del af Rhônedalen er Syrah-land.
Her laves store - og ofte lidt pebrede i begge ordets betydninger -
vine, som er forbilledet for alle Syrah- og Shiraz-producenter andre
steder. Vinhuset Les Cépages er meget stolt af sine tre
producenter i dette område. Domaine Bernard
Gripa laver referencevine i Saint-Joseph, Domaine
Eric & Joël Durant det samme i Cornas og Saint-Joseph i
moderne stil og endelig laver Domaine Lionnet
økologiske og traditionelle Cornasvine i rigtig
"bonderøvsstil" med hestetrukken drivkraft i marken,
fodtrampning af druerne etc.
Længere
mod syd kommer vi ned i den sydlige del af Rhônedalen, hvor Grenache
er den dominerende drue, men (næsten) altid blandet med Syrah,
ofte krydret med Mourvedre, og i sjældne tilfælde tilsat
Carignan, hvilket dog kun er en fordel, hvis Carignanstokkene er gamle.
I dette
område møder vi i appellationen Gigondas
Monsieur Philippe Cartoux på Domaine
des Espiers, som i øvrigt deler bygningsfaciliteter med
Vacqueyrashuset Domaine MontVac, som hustruen driver. Domaine des
Espiers er en af de nye superstjerner i Gigondas. Her laves store
flotte frugtagtige charmerende Gigondasvine, som til fulde lever op
til renoméet, der siger, at man ikke kan skelne mellem
Gigondas og Chateauneuf-du-Pape. Stor pebret frugt. Foruden Gigondas
laver Philippe også en aldeles dejlig Côtes-du-Rhône
i samme stil, men naturligvis mere afdæmpet.
Under én
kilometer derfra, på torvet Place de la Pousterle i
Vacqueyras, finder vi en af Vacqueyras'
topproducenter og en klar benchmarkproducent, med det lidt specielle
navn Domaine Le Couroulu -
"Regnspovedomænet". Etiketterne prydes af en
sådan fugl, "Couroulu",
med det karakteristiske nedadbøjede næb.
Der er dog
ikke noget nedadbøjet over vinene. Det er store mørke
smagsmættede og potente kraftkarle - og altid til at stole
på - også i mindre årgange. Absolut benchmark-vin i
appellationen. Monsieur Guy Ricard producerer Vacqueyras og
Côtes-du-Rhône af højeste kvalitet, men den
virkelige hemmelighed er hans Vacqueyras Vielles Vignes (gamle
vinstokke), som produceres i små rationerede mængder - i
de gode årgange. I de mindre gode år, hældes dette
druemateriale i den normale Vacqueras Classique, hvorved denne vins
kvalitet bevares også i dårlige år. Hvis man kan
lide potente Grenache-baserede
vine, så er Le Couroulu bare et must.
Længere
sydpå finder vi Rhônevinenes sydligste "udpost",
men hvilken udpost. Navnet er Chateauneuf-du-Pape,
så kendt af alle, at mange begyndere udi vinkundskab slet ikke
ved, at det er en Rhônevin. Men det er det altså.
I
modsætning til det øvrige Rhône er der her tilladt
ikke færre end 13 forskellige druesorter i vinen, men det er de
færreste, der bruger tilnærmelsesvist dem alle. Faktisk
udgør Grenache, Syrah og Mourvedre
tilsammen 90% af det tilplantede areal. Hos Les Cépages'
producent, Domaine Giraud, nøjes
man da også med disse tre, Grenache, Syrah og lidt Mourvedre.
Domaine Giraud er en ny stjerne på Chateauneuf-himlen, men har
opnået kultstatus på rekordtid. Det er Chateauneuf,
når det er allerbedst. Store frugtholdige peberbomber - ikke
for sarte sjæle - og de kan leve i årtier. Mest
berømt er den rene Grenaches-vin "Grenaches de
Pierre", men den er alvorligt rationeret. Så de skal som
regel forudbestilles - også hos Vinhuset Les Cépages,
for de er ofte udsolgt, før de kommer hjem. Men fortvivl ikke,
for den næste i rækken "Les Gallimardes" er
mindst lige så god, og en del billigere. Det er en
enkeltmarks-Chateauneuf fra en udsøgt mark. Endelig er der den
almindelige cuvée, som fornyligt fik 94 point hos Parker
(uhørt høj score for en "almindelig"
cuvée, red.).
Fra Rhône
drejer vi nu vestpå, men følger mere eller mindre
kystens forløb sydover i det store Languedoc
vinområde. Vinene er fremragende - men deres rygte er
dårligt på grund af tidligere tiders synder. Men det er
altså slut nu. Her er fund at gøre. De gamle og ringe
druesorter dyrkes ikke længere - hele området er
omplantet med Syrah, Grenache og Mourvedre, og kvaliteten stiger
år for år og er i dag fuldt på højde med
Rhône - især til prisen.
Languedocs
samlede tilplantede vinareal er større end USA's (hvilket
ingen amerikaner tror på, men sådan er det altså.).
Languedoc er
underopdelt i en lang række underappellationer i et
mægtigt kludetæppe. Derfor står der ikke altid
Languedoc på etiketten. Det vil føre for vidt her at
gennemgå alle appellationerne, men de vigtigste skal
nævnes, som sædvanligt (så godt som det er muligt)
fra nord til syd:
-
Coteaux du Languedoc
- Faugères
- Saint Chinian
- Minervois
- Corbières
- Fitou
Der er flere,
men disse er de vigtigste. Adskillige af disse
Languedoc-appellationer har underområder, såkaldte
"climats". Således er f.eks. Pic-Saint-Loup
et climat i appellationen Coteaux du Languedoc (som igen er en del af
Languedoc). Så det er ret forvirrende i starten, og egentligt
for de fleste forbrugere fuldstændigt unødvendigt, for
appellationernes stil ligner faktisk ofte hinanden så meget, af
det sjældent er muligt for almindelige dødelige at
identificere appellationen med smagssansen.
Men det er i
allerhøjeste grad muligt at smage forskel på de enkelte
producenter og på deres cuvéer. Den palet er kolossalt mangfoldig.
Længst
nod Nord, i Pic-St.-Loup finder vi "Mas
Bruguiere". "Mas" er simpelthen blot catalansk
for "Domaine" eller "Château", så
mange producentnavne hernede stater med "Mas". Mas
Bruguière er et meget gammelt domaine, og i øjeblikket
drives det af syvende generation. Domainet er et benchmark-domaine i
Pic St. Loup, der er kendt for sin krydrede stil og holdbare vine. Et
helt nyt lille vineri er opbygget på en skråning i to
etager, så druerne kommer ind foroven og vinen kommer ud
forneden, idet tyngdekraften sørger for transporten. Ikke
noget forstyrrende pumperi.
Ikke så
forfærdeligt langt fra Pic St.-Loup, i Aniane, ligger Domaine
de la Grange des Pères, hvor Laurent Vaille laver den
ultimative topvin i hele Languedoc. Han gør det med Syrah,
Mourvedre og lidt Cabernet, og på grund af Cabernet'en
ovetræder han reglerne for hvad man må i appellationen.
Derfor kan han ikke markedsføre sin vin som en Coteaux du
Languedoc, men kun som en "Vin de Pays". Men hvad gør
det, når markedet skriger efter vinen og vil betale prisen? En
kultvin, hvis der nogensinde var én. Vinhuset Les
Cépages' ration er 24 flasker om året, medmindre
høsten er lille, så den kan hurtigt blive udsolgt. Stor
fyldig og helt unik vin med en kolossal blomsterbuket i næsen
og smagen.
Længere
sydpå møder vi vinområdet Faugères,
som vi må sige står vores hjerter meget nær i
Vinhuset Les Cépages. Herfra importerer vi vine fra to
producenter, nemlig henholdsvis det verdensberømte Château
des Estanilles og vores eget hjertebarn Château
Haut Fabrègues - ikke af forveksle med et Bordeauxslot af
lignende navn.
Vinhuset Les
Cépages var den første importør i Danmark, som
satsede på appellationen Faugères, men i dag finder man
vinene herfra overalt. Og det forstår man, når man smager dem.
Château
des Estanilles er den store stjerne her, og indehaveren Michel
Louison var foregangsmand for femogtyve-tredieve år siden,
for da han købte gården, rev han alle de derværende
vinstokke op og begyndte at plante især Syrah,
men også Mourvedre og Grenache i stedet. Helt uhørt
på den tid, og han erhvervede sig derfor øgenavnet
"Le Fou" (fjolset), hvilket han dog tog sådan til
sig, at han i dag har døbt sin nyeste mark og dyreste vin
"Clos du Fou". Men det er nu "Grande Cuvée"
- tidligere benævnt "Cuvée Syrah", som har
skaffet ham verdensberømmelsen. Hertil kommer en forrygende
kuriøsitet, rosévinen "Cuvée
Mourvedre" - Frankrigs bedste rosévin. Man skal
imidlertid ikke glemme "Cuvée Prestige", som kan
konkurrere med en hvilken som helst anden producents tilsvarende
prestigevin i appellationen. Druesammensætningen er, hvad man
kan kalde "nyklassisk" i appellationen: Syrah, Grenache og Mourvedre.
Mens man
på Château des Estanilles nok bøjer de meget
komplicerede appellationsregler lidt hvad angår
druesammensætning, så følger man dem til punkt og
prikke hos Château Haut-Fabregues,
samtidigt med at man laver en imponerende palet af forskellige vine.
Familien Saur har drevet stedet i generationer, og er måske den
mest vellidte familie lokalt, samtidigt med at vinene er helt i
topklasse. Vinene er da også de bedst sælgende hos
Vinhuset Les Cépages.
De to
topcuvéer hedder henholdsvis "Cuvéee
Gaelle" (Syrahbaseret) og "Cuvée
Pauline" (Mourvedrebaseret). Meget forskellige vine, som
bare skal prøves. Trediebedste vin - lidt mere afdæmpet,
men stadig med forrygende klasse, er den ligeledes fadlagrede "Cuvée
Préstige" ("nyklassisk"
sammensætning: Syrah, Grenache og Mourvedre) i samme
kvalitetsniveau som Estanilles' tilsvarende vin (men anderledes). Med
stort set det samme druemateriale som Cuvée Préstige
laver man "Cuvée Selection",
som imidlertid ikke er fadlagret, men lagret på ståltank.
Det sænker prisen betydeligt, og da mange foretrækker at
undvære egetræsfadets vanillekarakter i vinen, bliver det
et ekseptionelt godt køb. Endelig er der dagligvinen
"Cuvée Tradition", samt en rosévin og en hvidvin.
Lige syd for
Faugères kommer appellationen Sant-Chinian.
Saint-Chinian består af tre "climats", nemlig
Roquebrun med især Syrahvine, Berlou med især
Carignanvine og det sydlige Saint-Chinian med en stor varieret buket
af vine og dyrkere, hvoraf nogle er fænomenale og andre noget overvurderede.
Vinhuset Les
Cépages har valgt den helt fænomenale producent Philippe
Bordes på det lillebitte Domaine Bordes.
Philippe er fuldstændig kompromisløs i sin tilgang til
vindyrkning. Han sammensætter vinene som han selv vil,
uafhængigt af appellationsreglernes forskrifter, og til
gengæld må han så finde sig i, at de bedste af hans
vine "kun" er "Vin de Pays". Men hvad gør
det egentlig, når vinene er helt forrygende og desuden
særdeles billige? Hans billigste vine er appellation
Saint-Chinian, og de slår alle andres tilsvarende på
kvalitet, men hans lidt dyrere vine er de rene unika. Hvad f.eks. med
en vin på 50% 105 årige Carignan vinstokke på
upodede rødder og 50% gamle Syrahvinstokke fra Saint-Chinians
bedste og mest berømte Syrahmark? Til kun godt 100 kr. flasken
i Danmark. Det er da røverkøb, når producenten
ydermere er en topklasseproducent!
På
grænsen mellem Minervois og Corbières finder vi
producenten Serge Serris, som
residerer på to domainer, hhv. Château
Pique-Perlou i Minervois og Domaine
Fairjal i Corbières. Vinene herfra, røde og hvide,
når ikke de ovennævntes højder, men de er gode
dagligvine til en overkommelig pris.
Vi drejer nu
kursen mod nordvest, med retning mod Bordeaux,
men sådan cirka på halvvejen gør vi holdt i det
(atter) særdeles spændende Cahors,
hvis ry i det seneste århundrede er skiftet dramatisk, fra det
bedste af det bedste til det helt inferiøre - og næsten
uddøde - distrikt.
Omkring 1850
var storhedstiden. Vinene fra Cahors var
efterspurgte, ikke mindst fra Bordeauxproducenterne, som brugte dem
til at forbedre deres egne produkter, men vinlusens hærgen i
sidste trediedel af århundredet lagde markerne øde. Da
jorden imidlertid egnede sig fint til andre afgrøder,
ophørte vinproduktionen næsten fuldstændigt.
Behjertede førsøg i det tyvende århundredes
første halvdel blev sat i stampe af en usædvanlig
hård frostvinter i 1956, så vinproduktionen nåede
sit absolutte lavpunkt. Først i 1960'erne startede plantningen
atter, men så var der jo de første år kun unge
vinstokke, som ikke var i stand til at yde den store kvalitet.
Distriktet fik et decideret dårligt rygte - bl.a. også
på grund af blandet kvalitet hod dyrkerne.
Tingene har
imidlertid ændret sig, omend der stadig er mindre gode
producenter. Men de bedste er til gengæld rigtigt gode, og tre
- fire, måske fem producenter skiller sig alvorligt positivt ud
fra resten. To af disse importeres af Vinhuset Les Cépages -
til rene spotpriser i forhold til kvaliteten.
Hos domainet "Clos
D'Un Jour" foregår alting på den gammeldags
facon. Ægteparret Azemar kunne
aldrig finde på at anvende hverken pesticider eller herbicider,
for de anser ukrudtet rundt om vinstokkene som gavnligt for
mikroklimaet og den naturlige fauna. Al markarbejde og plukning
foregår pr. håndkraft - man finder ingen traktorer her -
og druerne trædes med fødderne. Faciliteterne er mildt
sagt primitive, men produkterne er forbløffende. Dette er
Frankrigs svar på Camilla Plum. Enkelthed, back to basics, og
et fantastisk resultat, masser af hædersbevisninger, Coup de
Ceur etc. En ny superstjerne på vinhimlen.
Lidt mere
moderne er det oppe på det såkandte "Coteaux"
hos Château Les Croisille,
hvor Cécile og Bernard Croisille residerer. Her produceres
stille og roligt og med stor ydmyghed - men også en også
en vis portion stolthed - Cahors' formentligt allerbedste vin,
"Divin", samt en prismæssigt mere overkommelig
"Noble Cuvée", der bare er en suverænt
velsmagende klassisk sort Cahors til spotpris.
Med båd
kunne vi fortsætte med strømmen ned ad floden, som i
tidligere tider anvendtes til afskibning af Cahorsvin, og minsanten
om vi så ikke ville sejle lige ind i hjertet af
Bordeauxområdet, hvor producenterne jo i gamle dage
forstærkede deres vin med de kraftige dråber fra Cahors,
der ganske praktisk kom netop denne vej alligevel.
I Bordeaux,
dette mægtige vinområde med kilometervis af vinmarker
så langt øjet rækker, har vi valgt en producent i
Premier Côtes de Blaye, på den højre bred. Inde
på denne hjemmeside kan du finde et langt afsnit om en rundtur
i Bordeaux, så det skal vi ikke
gentage her, blot skal vi nævne Château
Segonzac og dens indehavere, den unge familie Thomas og
Charlotte Herter-Marmet, som har købt det i øvrigt
meget flotte slot og bragt vinen op til fordums kvalitet - ja faktisk
endnu højere. Hædersbevisninger, herunder Coup de Ceur i
Guide Hachette, regner ned over slottet, og med ægteparrets
særdeles rimelige prispolitik kan vi her hos Les Cépages
tilbyde rigtig Bordeauxvin til en overordentlig konkurrencedygtig
pris. Og prisbillig god Bordeauxvin er faktisk lidt af et særsyn
for tiden.
Vi slutter vor
rundtur i Frankrig næsten hvor vi startede. Fra Bordeaux tager
vi en tur op til Frankrigs længste flod, Loire, og præcist
halvvejs oppe ad floden finder vi vindistrikterne Sancerre og Pouilly-Fumé,
hvis hvidvine på Sauvignon Blanc
vanskeligt lader sig skelne smagsmæssigt fra hinanden. Men
Pouilly-Fumé er dog "i gennemsnit" en lille anelse
kraftigere. Her har Vinhuset Les Cépages igen valgt en af de
allerbedste producenter, som dog ikke er særligt kendt uden for
området. Men kvaliteten fås bare ikke bedre. Et lille
familiebrug hos familien Seguin i selve
den lille by Pouilly. Der produceres tre forskellige Cuvéer,
"Pouilly-Fumé", "Pouilly-Fumé
Préstige" og "Pouilly-Fumé Barboulotte".
Sidstnævnte er fadlagret - et særsyn. Alle tre
cuvéer er den rene topklasse, også den "lille"
almindelige Pouilly-Fumé, som bl.a. Robert Parker har rost i
høje toner.
Og her slutter
så vores rejse, kun 100 km syd for Chablis, hvor vi startede
vores rundtur. Tak fordi du/I fulgte med hele vejen rundt!
Nu kunne vi
så foreslå jer at lægge turen forbi vores
Birkerød-lager, som er næsten lige så rustikt og
beskedent som faciliteterne hos Clos D'Un Jour, og der smage på
nogle af vinene. Og skulle jeres vej derefter en dag falde forbi en
af vore producenter på ovennævnte rute, så lad os
vide det i forvejen, så vi kan kan vi arrangere et interessant
besøg, hvor I vil få en særlig hjertelig lokal modtagelse.
Eller I kan
gå på opdagelse på denne hjemmeside, hvor I
måske allerede har opdaget, at der findes megen information.
|
